Dennis Stage – Stage Design

Dennis Stage Stage Design

– Et forsøg med tilfældigheder i skabelsen af en teaterforestilling.

Ifølge i Google, Facebook og LinkedIN, findes der mindst 30 mennesker verden over, med navnet Dennis Stage. Der findes en Dennis Stage på Bornholm, i Kolding, i New Orleans, i New Mexico, og i Amsterdam. Én Dennis Stage er pensioneret hobby-fisker, en anden er soldat i søværnet, en tredje er minearbejder. Nu skal de være scenografer.

Et antal Dennis Stager verden over, får opgaven at skabe en scenografi på vegne af Scenograf-duoen Sir Grand Lear. Hver Dennis Stage får tilsendt en model af scenen, skala 1:25. Han får en kopi af manuskriptet (eller anden tekst), en målestokslineal og andre praktiske hjælpemidler, og en tidsramme.

Vi sender altså vores egen opgave (den kan være givet af en instruktør/et teater), videre til et antal Dennis Stager, med håbet om, at de alle responderer på opgaven, og sender sine scenografiske bud retur til os. Dernæst udvælger vi et enkelt bud, som vi kan omsætte i en professionel form.

Den udvalgte Dennis Stage’s svar skal være det altafgørende udgangspunkt for, hvilket indhold vi putter ind på scenen. Vi vil betragte Dennis Stage’s scenografiske værk, som en unik øjenåbner udi skabelsen af et originalt og visionært scenisk univers. Præmissen er sat: lige meget hvad modelkassen indeholder, skal den i en eller anden grad implementeres i det endelige rum. I processen helt frem til en færdig forestilling, skal Sir Grand Lear til enhver tid kunne kontakte Dennis Stage over mail eller Skype, med evt. spørgsmål; “skal badekåben være blå eller gul?”, eller; “burde trappen stå længere fremme?”.

Vi kender ikke Dennis Stage – han deltager blot fordi han næsten hedder Stage Design – og måske har han aldrig sat foden på et teater, men vi vil tage hans oplæg 100% seriøst, og det kribler i os ved tanken.

Dennis Stage’s Stage Design er vores udfordring til os selv. Processen er et principielt forsøg på, at tvinge os selv til at give afkald på vores kontrol over materialet, og i ånden af kunstnere som Cunningham og Cage, at se hvad der sker, hvis tilfældighederne råder.

Watch
out!